Trafikfilosofi


Mennesket har altid flyttet sig fra sted til sted. Det er et oplagt gode at kunne komme derhen, man vil, og at kunne gøre det hurtigt. Nogle kalder dette mobilitet, andre tilgængelighed.

Hvorom alting er, så er transport en uundgåelig bivirkning af menneskelige aktiviteter. Og trafikken er et resultat af en hel masse enkeltpersoners muligheder og valg. Som sådan kan vi ikke inddeles i fodgængere, cyklister, bilister og kollektive passagerer. Næsten alle har et valg.

Trafik er en sammensat størrelse. Den påvirkes af mange forskellige faktorer og frembyder mange forskellige problemer. Der er ikke ét middel, der kan "løse trafikproblemet".

Forestillingen om, at trafikproblemet som sådan kan "løses", betyder at mange gode initiativer udråbes til fiaskoer, fordi de kun påvirker den samlede trafik i ringe grad.

Trafik er, selv om den i mange tilfælde er "nødvendig", et velstandsgode. Jo rigere vi bliver, jo mere trafik bruger vi. Der er derfor behov for også at se trafikken på linie med alt muligt andet forbrug, hvor erfaringen viser, at behovene i praksis er umættelige.

Der knytter sig mange følelser og indbyrdes modstridende forestillinger til trafikken. Og der er et enormt svælg i kendskabet til trafik og trafikproblemer hos eksperter i forhold til menigmand (og politikere) - noget, som mange eksperter slet ikke gør sig klart.

Den megen modstrid til trods er der al mulig grund til at tage menigmands holdning til trafikken alvorligt. Og der forestår en kæmpeopgave med at formidle viden på området.




Senest opdateret 16.1.2012