Transportmiddelfundamentalisme en blindgyde

Artikel af Thomas Krag bragt i Politiken 20.5.2001 under overskriften "Stædighed"

 

POLITIKEN bragte 13.5 en længere beretning fra Dennis Ohlsen om hans mildest talt uheldige oplevelser med HTs natbusser. Han blev udsat for en både ufleksibel, grov og på alle måder urimelig behandling af chaufføren. Chaufføren ville angiveligt ikke lukke Dennis Ohlsen ud af bussen, og det endte med, at politiet måtte tilkaldes. Det er pinligt, at kunder, der ikke er kendte med systemet, skal mødes af en sådan behandling.

Men artiklens udgangsreplik sætter tingene i relief. "Det er kun hos HT, at den slags sker, så derfor har jeg besluttet mig før det første glas - aldrig mere natbus".

Efter samme logik skulle jeg, hvis jeg havde været ude for arrogance i en tøjforretning (det har jeg), ophøre med at købe tøj. For ikke at tale om problemer med internettet. Her kan der bestemt også være en lang og sej vej at gå, før tingene fungerer. Og dog er vi jo mange, der bruger det.

Et minimum af undersøgelse på forhånd ville have afsløret, at hjemrejsen med natbus ved brug af rabatkort kunne være klaret for mindre end de 250 kroner, som var til rådighed. Sådanne rabatkort kan købes i forretninger, som holder døgnåbent, og som ligger i umiddelbar nærhed af Rådhuspladsen. Dette kunne og burde chaufføren naturligvis have gjort opmærksom på. Men hvorfor er det, at det er så i orden ikke at sætte sig ind i den slags ting på forhånd, og så på baggrund af en enkelt, dårlig oplevelse drage den konklusion, at systemet er håbløst?

En stor del af svaret ligger i "enten-eller" tænkningen, som er udbredt på trafikområdet. Trafikfundamentalisme kunne man også kalde det. Man vælger side - bil kontra kollektiv og cykel - fremfor at vælge det transportmiddel, som i en given situation ville passe bedst.

Blandt dem, der ikke bruger det kollektive system, er det meget populært at prise bil-systemets fordele. I en naturlig bestræbelse på at bekræfte hinanden i det fornuftige valg af bil udveksles dårlige oplevelser som den, Dennis Ohlsen har været udsat for. Resultatet er, at enhver tilnærmelse til det kollektive system sker med den største skepsis og ringeagt. Noget, som har det med at blive til en selvopfyldende profeti. Med til at forklare den pinlige adfærd, som Dennis Ohlsen er blevet udsat for, hører netop denne forudindtagethed, som selvsamme Ohlsen let opstemt af en 50-årsfødselsdag kan tænkes at være mødt frem med.

Der skal i reglen to til at skabe en konflikt. Mon Dennis Ohlsen har udvist al den menneskeforståelse, som han i kraft af sit daglige virke som pædagog og med sin titel af exam.pæd.psych må forventes at besidde? Jeg tillader mig at tvivle.