Tyske motorveje farligere end de danske

Artikel af Thomas Krag bragt i Ingeniøren 5.4.2002

 

I debatten om hastighedsgrænser er der mange, der fremhæver de tyske motorveje som mønstereksempel.

Og sandt er det da også, at man på en del af strækningerne (dog ikke mere end omkring halvdelen, på resten er der lokale hastighedsgrænser) kan køre så hurtigt, som man tør og bilen orker.

Men særligt sikre er de tyske motorveje ikke. Risikoen for dødsulykker er over 50% højere end på de danske motorveje. Konkret er det danske tal 2,9 og det tyske 4,5 døde per milliard køretøjskilometer.

Så det kan meget vel være, at man som bruger oplever de tyske motorveje som mindst lige så sikre som de danske. Når antallet af døde gøres op, viser dette sig imidlertid ikke at være tilfældet. Noget, der vel fortjener at blive inddraget i debatten.

Kilder: OECD/IRTAD, tal for år 2000; samtale med Dr. E. Bruehning, BAST (Bundesanstalt für Straßenwesen).