Artikel af Thomas Krag bragt let forkortet i Weekendavisen under overskriften "Forbedringerne vejer tungest" 27.2.2004

Trafik. Den kollektive trafik kan i praksis aldrig blive lige så god som bilen.

Den seneste tids intensive debat om statens taksttilskud til kollektiv trafik er præget af en forbavsende modstand imod at inddrage centrale kendsgerninger.

Begge sider - regeringen og parterne bag taksttilskuddet - synes således enige om, at det ikke virkede. Det havde ingen "nævneværdig effekt" siger trafikministeren, og "det virkede ikke efter hensigten" istemmer Margrete Auken. "Det var pokkers", må man sige. Af to grunde.

Den ene er at der faktisk var en effekt. Passagertallet viste et tydeligt hop, der faldt nøje sammen med takstsænkningen. Omkring 2% var stigningen. Det er naturligvis ikke noget, der grundlæggende ændrer det danske trafikbillede, men svarer vel til 5-10 millioner flere passagerer på årsbasis. At dette ikke skulle være værd at nævne må siges at være en ganske flot bemærkning. Man kan pege på flere andre trafikinvesteringer, der har en væsentligt mindre effekt.

Den anden grund til undren over de politiske udmeldinger er at effekten kunne forudsiges. Der er lavet talrige undersøgelser af prisfølsomheden for forskellige former for transport, og at der sker en 2% forøgelse på brugen af kollektiv transport når prisen sænkes 10% svarer ganske godt til forudsigelserne. Havde de, der indførte takstsænkningen, gjort sig den umage at spørge trafikforskerne, havde de fået bud i denne størrelsesorden.

Ikke mindst ét forhold har medført, at det, der må betegnes som en rimelig succes, fra både tilhængere og modstandere fremstilles som en fiasko.

Forholdet består i, at den kollektive trafik både før og efter takstsænkningen har oplevet en jævn tilbagegang, som talmæssigt ret hurtigt overdøvede fremgangen fra prissænkningen. Succesen har altså været relativ. Der kom en hel del flere passagerer, men andre årsager betød, at passagertallet dalede. Og det lykkedes således ikke at "vende tilbagegangen" i den kollektive trafik.

Der er flere grunde til et vigende passagertal i den kollektive trafik. Men her er det nødvendigt at skelne mellem forskellige former for kollektiv trafik. Snakker vi nemlig lange togrejser - for slet ikke at nævne flyrejser, som også er kollektive - går det faktisk ganske glimrende. Her er der ingen tilbagegang.

Mindre fremgangsrigt er det for de regionale og lokale rejser, i særdeleshed når vi snakker busser. I debatten har prisforholdet mellem bil- og kollektiv trafik og kvaliteten af kollektivtrafikken været fremhævet som hovedårsager. Og de forhold tæller også med. Men den helt afgørende årsag er, at vi har fået flere biler, og at vi - hvad der jo ikke er så overraskende - også vælger at køre i dem.

Forestillingen om, at forbedringer og prissænkninger i den kollektive trafik skal modvirke denne udvikling er udbredt. Men realistisk set kan man ikke forvente det.

Det er således værd at bemærke, at den kollektive trafik faktisk er blevet løbende forbedret. Vi elsker at hade den for dens forsinkelser og aflysninger, men nøgternt set er det for det store flertal af brugerne blevet bedre og bedre. Flere afgange, kortere rejsetider, nyere og lækrere materiel, bedre information. Naturligvis er der undtagelser. På yderstrækningerne for eksempel, hvor der som følge af faldende passagertal er skåret ned på udbudet. Men i det store og hele er det forbedringerne, der vejer tungest.

Når mange opfatter det stik modsat skyldes det at forventningerne er vokset så langt hurtigere. Der tales vedvarende om at den kollektive trafik skal udgøre et "reelt alternativ" til privatbilen. I praksis menes at den skal være lige så god - og det bliver den aldrig. I den "frie" situation hvor man kan parkere tæt på udgangspunkt og mål og køre nogenlunde uhindret, vil den kollektive trafik kun helt undtagelsesvis kunne konkurrere med bilen. I myldretiden og i tætte byområder med naturlige begrænsninger for bilparkeringen er det en helt anden situation. Her kan den kollektive trafik virkelig gøre en forskel.

Det ville være utroligt velgørende at se en større stolthed udvist af dem, der har ansvaret for den kollektive trafik. Det er faktisk slet ikke så ringe det de præsterer. Til gengæld er det svært at holde ud at høre på alle beklagelserne over at taksttilskuddet falder bort. De samme personer, der klager, valgte i sin tid at lade en væsentligt større besparelse på busdriften (opnået ved udlicitering) gå direkte i amternes kasser, uden at billetpriserne blev sat ned.

Velgørende ville det også være at få en diskussion præget af en større grad af realisme om hvilken rolle, den kollektive trafik egentlig kan og skal spille. At så mange på én gang lovpriser biler og beklager tilbagegangen i den kollektive trafik hænger simpelthen ikke sammen. Den kollektive trafik gøres til prygelknabe for problemer, der har en helt anden årsag. Resultatet er et uforholdsmæssigt dårligt image for den kollektive trafik - og at problemerne forbliver uløste.